Hvidløg kan udfodres både i frisk form, som pulver, i flager eller som flydende koncentrat. Hvidløg udfodres til heste, fordi det menes at kunne styrke immunforsvaret, som hos mennesker, og dermed forhindre bl.a. forkølelser. Ligeledes menes hvidløg at kunne lindre hoste og andre luftvejslidelser hos heste.
Men et studie, foretaget tilbage i 2005, viser at heste påvirkes klinisk af hvidløg. Man fandt ud af, at hvidløg rent faktisk kan forårsage blodmangel (mangel på røde blodlegemer, anæmi).
I studiet anvendte man frysetørret hvidløg, og så snart dosis overskred 0,2 gram pr. kilo kropsvægt (100 gram for en 500 kg’s hest) udviklede hestene blodmangel og unormale blodværdier. Hestene var efterfølgende fem uger om komme sig igen ovenpå blodmanglen, og de unormale blodværdier tog endnu længere tid at få genoprettet til normalen.
Andre studier antyder, at længerevarende brug af hvidløg kan skade balancen i bakteriefloraen i hestens stortarm.
Der er behov for yderligere studier, før hvidløgs såvel positive som negative effekter på heste endeligt kan fastslås. De positive effekter, der er dokumenterede på os mennesker, kan ikke direkte overføres til hestene, der har et andet mave/tarm-system.
Indtil yderligere studier er foretaget anbefales det, at hvidløg ikke udfodres i for store mængder til heste. Normal dosis til en 5-600 kg ridehest er 20 gram/dag. Ponyer bør tildeles halv dosis.
(Kilder: Bl.a. Aftonbladet Ridsport)
Skrevet af: Tanja H. Bromley
© Denne artikel må ikke kopieres eller på anden måde videredistribueres uden forudgående, skriftligt samtykke!